Nyheder -> Nyhedsarkiv 2000 -> 25.05.2000

Herfølge vinder det danske mesterskab og FC Trekanten skifter formand

Manglende inspiration og tvivlsomme resultater tvang torsdag Nikolai til at trække sig som formand for FC Trekanten. Samtidigt kunne beboerne fra landsbyen syd for Køge fejre klubbens første danske mesterskab.

Den 32. spillerunde i sæsonen 1999/2000 vil ikke fylde mange spaltemilimeter i F C Københavns historiebøger. Et tåbeligt 2 - 1 nederlag til Lyngby og en latterlig ringe indsats af holdet gjorde ikke denne næstsidste spillerunde til noget særligt. Det gjorde til gengæld, at Herfølge i samme stund hjembringer deres første mesterskab. Efter kampen kunne der også skrives et nyt kapitel i historien om FC Trekanten.


Den 4. formand

Nicolai meddelte inden kampen, at han ikke længere ønskede at være formand for FC Trekanten. "Dels føler jeg ikke længere, at jeg er den rette til at bestride denne ærefulde og vigtige post. Dels er jeg bange for, at jeg bliver grebet af den uundgåelige trang til at dyrke det pampervælde, som jo følger med for lang tids bestridelse af en sådan tillidspost", lød det hudløst ærligt fra Nicolai. FC Trekanten stod derfor overfor at skulle finde sin 4. formand.


Kandidaterne

Efter Nicolais udmelding kunne man, med FC Trekantens historie in mente, have forventer at kandidaterne stod i kø kort efter valgets udskrivelse. Dette skete ikke ved dette formandsvalg. Da mødet begyndte, var der stadig ingen kandidater. Ingen kandidat - ingen formand.


For at løse denne fastlåste situation valgte Kasper at opstille sig selv. Kasper har tidligere været kandidat, men uden at ønske at modtage valg. Kandidaturet blev - traditionen tro - fulgt af en lang række valgløfter og -trusler. Mest interessant var tilbagetrækningen af Kaspers tidligere ufravigelige krav om at FC Trekanten skulle skifte navn og at Kaspers første aktion som formand ville være at ekskludere Kristian Hart fra sit fuldgyldige medlemskab af FC Trekanten. Kristian skulle igen være prospect, hvis Kasper fik magt, som han havde agt.


Kasper var dog ikke den eneste kandidat. På opfordring af flere af de tilstedeværende medlemmer af FC Trekanten stillede Tim - den evige to'er - op til formandsvalget. Tim ville dog kun vælges, hvis det kunne ske ved akklamation.


Der kom ingen valgløfter fra Tims mund. Eneste bemærkninger var til modstanderens udmeldinger om eksklusion af fuldgyldige medlemmer. Her lovede Tim, at hvis Kristian blev fjernet fra sin plads som fuldgyldigt medlem, ville Tim selv nedlægge sit medlemskab af FC Trekanten. Dette ville naturligvis være uhørt fra en founding-father.


Afstemningerne

Dette års formandsvalg viste sig at blive et af historiens længste. Med kun to kandidater og fem tilstedeværende medlemmer, kunne man ellers formode, at valget kunne afvikles på meget få minutter, men nej...


Rasmus (hang-a-round) blev valgt som tilforordnet, og han kunne offentliggøre resultatet af første afstemning:


Tim: 2, Kasper: 1, Blank: 1, Ugyldig: 1



Denne afstemning blev ikke godkendt på grund af den ugyldige stemme. Der var tvivl om stemmen var blank, eller faktisk en stemme på Kasper. Den anden afstemning gav ikke overraskende resultatet:


Tim: 2, Kasper: 2, Blank: 1



Medlemmerne udtrykte deres klare utilfredshed med den blanke stemme, og det blev foreslået, at man ikke skulle kunne stemme blankt. Dette forslag faldt dog, og man gik til afstemning 3. Denne gang var der ingen blanke stemmer, men....


Tim: 2, Kasper: 2, Ugyldig: 1



I et forsøg på at udnytte fuldmagter, som ikke var blevet fremlagt før afstemningen, havde Morten skrevet fire (eller fem) stemmer på samme stemmeseddel. Det er naturligvis ikke tilladt i følge forretningsordenen, og stemmen blev erklæret ugyldig.


Da mødet blev genoptaget, havde Jakob opstillet Morten, Morten opstillet Jakob og Kasper opstillet Nicolai. Kandidatlisten bestod nu at 5 personer, og Rasmus kunne igen sætte afstemningen igang. Resultatet blev:


Tim: 2, Kasper: 1, Morten: 1, Blank: 1 (der var den igen).


Tim blev således valgt til formand. Da Tim tidligere havde meddelt, at han kun ønskede valg ved akklamation, tog det dog kun to minutter, før Tim krævede en tillidsafstemning. Denne fik han, selvom ikke alle kunne støtte den nye formand. Tim valgte - på grund af den meget ustabile demokratiske situation, og det meget sene tidspunkt - at modtage valget, men lovede samtidigt, at der snarest muligt, og senest i forbindelse med næste hjemmekamp ville blive udskrevet et nyt formandsvalg.


Således endte dagen for FC Københavns sidste hjemmekamp i sæsonen 1999/2000 med valget af FC Trekantens 4. formand, og med Rasmus som nyt prospect.





Forrige nyhed Næste nyhed