Nyheder -> Nyhedsarkiv 2000 -> 13.02.2000

Formand genvalgt

Dramatikken begyndte lidt utraditionelt først efter selve valghandlingen ved formandsvalget på Thyges Kro. Valget forløb som det plejer med valgtaler, med store løfter, to afstemningsrunder, Nicolai genvalgt og brudte valgløfter straks efter valget.

Efter træningskampen mod IFK Göteborg, der var en opløftende forestilling begav Special Branch sig mod Thyges. Luften sitrede af spænding, da alle var bekendt med, at Nicolai ville have prøvet sit mandat efter hans (efter nogens mening pinlige) optræden i Løveradioens Fraktionscup.


Kasper udpegede med det samme sig selv som valgtilforordnet (måske et brud på de uskrevne regler). Der var følgende kandidater til formandsposten: Den fungerende formand Nicolai, den vikarierende pressetalsmand Tim og eksformand Morten.


Man gik derefter - som de uskrevne regler tilsiger - til valgoplæggene fra kandidaterne. Nicolai lagde ud. Under temaet "Kan vi ikke gøre det bedre" lovede den afgående formand guld og grønne skove


Tim tog derefter over. Under temaet "Kan vi ikke gøre det bedre" påpegede han, at den afgående formand havde brudt indtil flere valgløfter i sin periode. Dette ville ifølge kandidaten ikke ske, hvis Tim blev valgt som formand.


Endelig talte Morten under temaet "Kan vi ikke gøre det bedre". Morten udtrykte stor tilfredshed med Nicolais formandsperiode, men tog derefter hele ansvaret selv. Nicolai blev kaldt en marionet, der blev styret af dukkeføreren Morten. Pointen var; hvorfor vælge dukken, når man kan få dukkeføreren?.


Som noget nyt indførte den valgtilforordnede en spørgerunde, hvor der kunne stilles spørgsmål direkte til kandidaterne (måske endnu et brud på de uskrevne regler). Denne spørgerunde havde ét emne, der overskyggede alle de andre: Ville kandidaterne udnævne ’Lille Hart’ til fuldgyldigt medlem. Da Kasper bad om et ja/nej svar, viste det sig, at Nicolai var klart imod en udnævnelse, Tim for og Morten ikke mente at man kunne angribe sagen så unuanceret.


Valghandlingen gik derefter i gang. Som en anden Thomas Mygind talte Kasper stemmerne op. Ikke overraskende var valget ikke afgjort i denne første runde, da Tim og Nicolai havde fået lige mange stemmer. 2. valgrunde gik i gang og her vandt Nicolai.


Nicolai takkede for valget med en tale for hele Thyges, hvorefter han straks udnævnte ’Lille Hart’ til fuldgyldigt medlem. Denne (måske) nye verdensrekord i brudte valgløfter medførte en heftig debat, der dog ikke udviklede sig til egentligt slagsmål.



Forrige nyhed Næste nyhed