Historien -> 3. Formandskab

FC Trekantens historie



- 2000 -


Tim bliver formand og første mesterskab i FCTs historie kommer hjem
FCTs første Guldformand

Som altid før var det en dramatisk forestilling – Folketingsvalg gå hjem og vug – men en ny formand blev fundet. Endnu engang var det en af "the founding fathers" som stod ved roret. Tim var blevet valgt. Læs mere om formandsvalget her


Efterårssæsonen 2000 startede heller ikke godt for FCK. FC Trekanten fik dog manifesteret deres positioner på tribunen og til udvalgte udekampe. Dette fremmede interessen for FC Trekanten og Jacob og Jakob blev indlemmet i gruppen af eventuelle medlemmer – i FCT termer kaldet ”prospects”. I vinterpausen ferierede FCK på 3.pladsen, og det var vel ok.



- 2001 -


Meget mod traditionen i FC Trekanten – og FCK – var foråret 2001 en sand fest! Langt om længe skulle man forholde sig til en egentlig mesterskabskamp, og resultatet var da også det bedste af alle.


Hvem vil ikke altid huske den sidste kamp mod Brøndby, og hvem vil nogensinde glemme Zuma’s mål? (Måske Morten, der valgte at gå på toilettet imens).


We are the Champions 2001

Mesterskabet blev hentet hjem, og behørigt fejret, i næstsidste spillerunde efter en kamp i Parken mod rivalerne – både konkret i forhold til mesterskabet, og i forhold til førerværdigheden som Danmarks bedste hold.


I anledning af mesterskabet – det første i FC Trekantens historie – opgraderede formanden alle. Således blev alle prospects, Jakob og Jakob fuldgyldige medlemmer denne dag. (andre ønskede efter eget valg ikke at blive opgraderet). Samtidigt fik tidligere medlemmer lov at bære titlen ”guld” foran deres titel.


Afmatningen efter mesterskabet, som også prægede resten af FCK’s fanskare og nedre-C, havde også sin indvirkning på FC Trekanten. Men der skete dog alligevel mange store ting i post mesterskabsæsonen


Efterårets europakampagne

I tredje kvalifikationskamp til Champignons League havde FCK trukket mægtige Lazio (på den positive side kendt for, at Michael Laudrup har spillet der, på den negative side kendt for sine ultra fascistiske fans). FCK startede hjemme den 8. august, med returkamp den 22. i Rom.


FCT betalte en pæn del af dette banner

Allerede inden hjemmekampen havde FC Trekanten igen markeret sig som en af de veletablerede FCK-fanfrationer. Da man uden om fanklubben samlede ind til et antiracistisk rulleflag, der skulle med til Rom, sikrede formandskabet, at FC Trekanten var den fraktion, der lagde allerflest penge. Så mange, at rygterne vil vide, at de ellers på den front så brovtende Cooligans blev helt flove over deres bidrag og dagen efter lagde yderligere i bøssen.


Kampen var en af de helt store Europacupkampe i FCK historie og efter næsten to års selvvalgt ’bliven væk fra medierne’ valgte formandskabet at FC Trekanten skulle optræde i Ekstra Bladet dagen efter – vi var tilbage i fokus! (Se den dybdeborende artikel)


Efter det ærgerlige samlede nederlag til Lazio, skulle den europæiske tråd tages op i den europæiske 2. division - UEFA cuppen. Motivationen skulle hurtigt indfinde sig, da modstander nr. 1 hed Ajax Amsterdam. En lille delegation blev sendt af sted fra FC Trekanten bestående af Eddie, Jakob, Kasper og Formanden, der naturligvis blev udnævnt til guide ikke kun fordi han var Formanden, men også fordi jo et par år forinden havde læst på universitetet samme sted.


Turen blev på mange måder utroligt succesfuld. Alle kender i dag resultatet; 0-1, altså samlet sejr til FCK på 1-0, hvilket bragte klubben videre til 3. runde mod Dortmund. Men succesfuld var turen også på grund af den hele dejlige dag, som FC Trekantens delegation tilbragte i den skønne by – herunder med morgencafé besøg tæt ved Heineken museet, travetur gennem byen og besøg på mange små ”listige” steder, sågar en tur i Pariserhjulet på Dam, og så selvfølgelig til Amsterdam ArenA (ja sådan staves det!) hvor Niclas scorede det vidunderlige frisparksmål kort før tid.


FCK var videre og næste modstander i UEFA cuppen var tyske Borussia Dortmund, der på dette tidspunkt lå nummer 2 i Bundesligaen. FC Trekanten valgte som en del af optakten til kampen mod Dortmund med at lancere en ny udgave af hjemmesiden.


FCK startede hjemme i Parken den 22. oktober 2001. En kamp der, som det også er set senere i FC Trekantens europæiske historie, skulle blive meget påvirket af tvivlsomme dommerskøn. I første halvleg blev FCK snydt for et straffespark (begået i feltet mod Heine Fenandez, men efter dommerens skøn et frispark). I de døende minutter af 1. halvleg begik tyskernes største stjerne (i alle henseender) Jan Koller en svinestreg mod Christian Poulsen. Dommeren gav helt fortjent Koller marchordre med direkte rødt, men noget uforståeligt fik Poulsen samtidigt sit andet gule kort - altså også ud med ham, hvilket skulle vise sig at være fatalt for FCK.


I 2. halvleg pressede FCK tyskerne tilbage det meste af halvlegen og i 67. minut fik FCK straffe. Jakob Laursen valgte dog at skyde et usandsynligt antal meter over mål og så skete det, der ikke måtte ske Dortmund scorede i sidste minut. I returkampen 4. december 2001 tabte FCK igen 0 - 1 på et mål i slutminutterne. Slut med europafodbold for denne gang, dog efter en kampagne, der havde givet FC Trekanten lyst til meget mere Europacupfodbold. Der skulle dog gå lang tid før FC TRekanten igen for alvor oplevede europæiske stjernestunder som i efteråret 2001.


I superligaen gik det mindre godt

I løbet af efteråret havde BuIF a/s skabt sig et stort forspring til de øvrige hold og før sidste kamp i efterårssæsonen 9. december 2001 ude mod netop BuIF a/s var FCK 10 point efter rivalerne. BuIF a/s kom foran allerede efter 7 minutter og lige før pausen slagtede Ruben Bagger hele FCKs Christian Lønstrup på en måde, så Lønstrup måtte forlade kampen og vi så vel aldrig 'Løns' ved fuld styrke igen efter denne svinestreg. Trods et stort spilovertag til BuIF a/s lykkedes det 8 minutter før tid for FCK at få et straffespark. Unge Christian Poulsen kunne dog ikke stå for presset, han sparkede svagt og brændte, hvilket senere skulle vise sig af stor betydning, da guldet skulle deles ud.


FCK sluttede efterårssæsonen 10 point efter de evige rivaler i superligaen. Man havde dog undervejs i efteråret spillet sig i Pokalturneringens kvartfinale via en udesejr på 2 - 0 mod Viborg.


Vinterpause og sæsonkortskaos

I løbet af de sidste par år havde fraktionen, primært ved Kaspers og Eddie Royals store arbejde, sikret sig et ’ejerskab’ over flere af pladserne på afsnit C5/C6 række 14 og 15. Da FCK (nu PS&E) i efteråret 2001 offentliggjorde, at man fra forårssæsonen 2002 ville kunne købe sæsonkort til sin faste plads på Nedre C, var forventningerne store. Allerede første gang der blev udstedt sæsonkort, endte det dog i det efterhånden velkendte cirkus (læs om den spirende skandale). FC Trekantens chefjurist udtalte i den anledning med klar reference til tidligere vundne sager:


”FC Trekanten har før spillet musklerne. Vi havde dog aldrig regnet med, at det skulle gå ud over PS&E”.

Formandsskabets mænd

Bemærk hvordan formandskabet har videreført professionaliseringen af organisationen, så man fuldt ud ved, hvilke strenge man skal spille på og hvem der har hvilke roller. Det hele går efter det Morten Olsen kalder automatirismer.


Denne gang tog det dog kun fem dage (se artikel), så var alt på plads, hvor chefjuristen helt som i sin første formandsperiode igen lader nåde gå for ret, da han udtaler:


"Der er ingen tvivl om, at vi som sædvanligt ville have vundet en eventuel sag, men det rart at vi undgår at hænge PS&E ud i pressen. Det er en win-win situation for begge parter."

FC Trekanten har siden udvidet sit område, men hele tiden centreret om de oprindelige 9 faste sæsonkortpladser fra forårssæsonen 2002.



- 2002 -




Formandskabet fortsatte....