FC Trekantens historie
Nicoline formand igen
Formandsvalget den 6. april 2003 efter endnu en kamp mod BuIF blev ikke helt så dramatisk som tidligere valg. Efter KUN to valgrunder kunne FCT fejrer, at man havde fået ny formand Nicoline (igen), der som første handling optog Jan som Fuldgyldigt medlem og Jørgen som Prospect. (Læs mere om det første uddramatiske formandsvalg)
FC Trekantens chefjurist bragte kort inde i det nye Formandskab rystende nyt på banen, da han kunne henvise til, det for så mange oversete tidsskrift, Lovtidende A. (Det holder rent juridisk). Her fremgår det klart, at
”I kapitel 3, § 6 , stk. 2 4. linie rettes ’fraktion’ til ’affaldsfraktion’”
Vejret blev holdt et par sekunder og tankerne gik på, hvordan det ville ramme fraktionsdannelsen blandt FCK-fans, som vi ind til da havde været så stolte af, som en boomerang. Pludselig var vi hundredvis af affaldsfraktioner. Stor var lettelsen, da man nærlæste tidsskriftet og så, at det handlede om ”Bekendtgørelsen om anlæg, der forbrænder affald”, så var det pludselig kun få af os, der var ramt.
Nederlaget i forårspræmieren var starten på en lang stime dårlige resultater, der betød at forspringet på 9 point blev spist op og da vi stod over for næstsidste rundes udekamp i Brøndby var kun en sejr godt nok, da vi ellers ville spille matchbolden over i fødderne på BuIF A/S.
Det er bare aldrig rart at skulle til Bundby stadion. Der er altid politieskorte fra bygrænsen og til stadion (og retur efter kampen) fordi folk på Vestegnen har en særegen måde at byde folk velkommen til deres by. Man skal nærmest slå folk ihjel for at mase sig ind af den lille bitte port de åbner til udebanefans, derefter skal man kæmpe med næb og klør for at komme op og ned af den smalle trappe der giver adgang til tribunen, hvor man også står som sild i en tønde. Vi gider slet ikke nævne de umanerlige dårlige øl- og toiletforhold, men må blot konstatere at det sørme ikke er hvad vi forstår ved stadion med høj international standard.
Efter uafgjort i ligaen (på mål i 78. og 80. minut) i april, skulle det hele afgøres på Vestegnen 18. juni – i den situation er 90 minutter utrolig lang tid, men denne gang ikke lang tid nok.. Vi må også huske at der var et irriterende aprilnederlag på sølle 0-1 i pokalen som skulle revancheres.
FC Trekanten har altid holdt fast i et godt fodboldprincip: ”It ain’t over until the fat lady sings” (og så kører fanbussen jo i øvrigt heller ikke før). Det princip holdt vi gudskelov fast ved denne dag også.
Folk omkring os besad ikke den sande ånd og begyndte så småt at drysse hjemad. De blev holdt tilbage med hård hånd og oplyst om at de altså måtte vente med at komme forbi til kampen var slut. Lige før de 90 minutter udløb på tavlen, der stadig viste det nedslående resultatet 0 - 0 signalerede dommer Claus Bo Larsen, at han havde lagt 3 minutter til. 3 minutter der pludselig gik meget hurtigt.
Men så pludselig klokken 20.53 … 2.18 inde i overtiden skete det!
En eller anden fuldstændig perifer lille midtbanefætter som Backe havde hentet op fra rækkerne: Hjalte Bo Nørregaard!… sendte bolden i nettet nede i den anden ende. Det første sekund bredte dig sig en stemning af mistro, var der mål (der er langt ned til den anden ende)? Var der vinket for noget? …. Sekundet efter samtidig med at solen brød frem over Brøndby Stadion mistroen væk, vi havde scoret!
Og så kan det nok være at folk omkring os fik travlt med at sige tak for at de ikke måtte komme forbi, når de altså ikke lige skrålede "Så kan I Fucking lære det". Sikke en forløsning – den daværende Formandinde fortæller i et hidtidigt hemmeligholdt interview, at aldrig har et enkelt mål bragt så meget lettelse. Og hverken før eller siden har det været så behageligt at befinde sig på Bundby stadion - nu bedre kendt som Hjalte Park.
Ser og hør mere her
Brøndby var besejret og nu var FCK igen 2 point foran de blå-gule og manglede ”bare” AgF hjemme den 22. juni, der dog skulle besejres for, at man kunne være helt sikker.
Efter en ”vi er mestrene-march” fra Rådhuspladsen til Parken, var FC Trekanten på plads med nerverne uden på tøjet. Man blev dog hurtigt roligere, da der hurtigt inde i kampen kom de første meldinger fra Silkeborg Stadion, hvor BuIF A/S spillede mod allerede nedrykkede SIF. I løbet af ganske kort tid stod den 2 – 0 til SIF og så kunne festen i Parken begynde, startende med hyldestsange til Silkeborg.
Meterskabet blev sikret med maner og cifrene 4-1. De hvidklædte mestre modtog først medaljer og en solid hyldest i Parken. Dernæst gik turen til Tivoli, hvor FC Trekanten passende lagde ud med at indtage skipperlabskovs sammen med spillerne. Herefter gik spillerne på scenen og modtog mere hyldest, mens FC Trekanten holdt sig behørigt nede på plænen… man er jo ingen starfucker.
Formandinden udtaler i fornævnte hemmelige interview, at hun må erkende at resten af aftenen og natten fortager sig lidt i øltåger, men hun ved med sikkerhed at det var brandhyggeligt ... så indbragte det jo for kun anden gang i FC Trekantens historie en formand titlen Guldformand.
Oven på det intense drama om mesterskabet som udspillede sig i forårssæsonen, måtte Guldformandinden sande at hun trængte til at lægge formandskabet fra sig for at komme til hægterne igen.